Arven


Telefonens kimen skar smertefuldt gennem drømmen, og hun vågnede med et sæt, greb ud efter den og svarede søvndrukkent. De lysende digitale tal på vækkeuret viste 02.30.

Det var sygehuset. Hun skulle komme omgående. Faren havde tilbragt de sidste fire uger liggende slapt i sengen. Nu var det kritisk.

Da hun kom ind på stuen mærkede hun straks stilheden. Denne særlige stilhed, der fortalte hende, at livet havde forladt den mærkelige mand, der var hendes far. Hun blev ikke længe.

Da hun forlod sygehuset, havde hun fået et nøglebundt stukket i hånden. Nøglerne til hans hus. Det var længe siden hun havde været der, og det var med en hvis tøven hun satte nøglen i låsen.

Lugten i det gamle hus slog hende i møde allerede i entréen. Den ubestemmelige lugt af forladt gammelt hus. Ensom gammel mand. Muggent, hengemt. Hun stod i døren ind til stuen, lyttende. Stilheden blev kun brudt af de fjerne fuglestemmer, der kom fra haven. Hun kunne skimte skoven på den anden side af græsplænen, og da hun trådte ind i stuen, fik hun øje på de gule påskeliljer, der stod i mængder i det ovale bed midt i græsset. Foråret i fuldt flor. I skovbrynet anedes forskellige sarte grønne farver i det tunge mørkegrønne fra de store graner.

Hun gik stille gennem rummene og kiggede sig omkring. Hun havde ikke været i huset siden det blev klart, at hendes mor virkelig var forsvundet. Hun gav faderen skylden for, at moderen – formodentlig dybt ulykkelig – havde pakket en kuffert og var gået sin vej. Hun var stadig ked af, at moren ikke havde haft brug for sin voksne datter. Ikke havde sagt noget i forvejen – eller ringet og forklaret.   

Faderen havde hårdnakket hævdet, at moderen under det skænderi, der havde udløst hendes flugt, havde truet med aldrig at vise sig igen. Hun var nu overbevist om, at moderen havde taget livet af sig. At hendes mentale tilstand på flugttidspunktet var så dårlig, at hun kunne finde på hvad som helst. Og dog håbede hun alligevel, at hun tog fejl. Gid dog, at moren havde haft overskud til at rejse et sted hen, hvor hun kunne finde sig selv. Komme til kræfter ovenpå det årelange helvede, de to gamle havde levet i.

Nu står hun så her med nøglen til sin arv. Huset, der er så fyldt med minder. Gode og dårlige. Flest dårlige. Derfor havde hun ikke været her i et halvt år. Nu er alting anderledes.

Lugten pirrer hendes næsebor. Den er ubehagelig. Hun smækker køkkenvinduet op på vid gab. Forårsduften og fuglekvidderen får hende til at smile. Hun går igen igennem rummene, stuen, spisestuen, køkkenet. Der er ingen ting af værdi, ikke noget, som hun vil have i sit hjem. Huset skal sælges. Det står klart.

Der skal ryddes op, og hun må have et overblik over hvor meget, der skal fjernes, før hun tager derfra igen. Planlægning. Kontakt til ejendomsmægler, genbrugsforretning, affaldscontainer. Praktiske ting.

Trappen op til soveværelse, gæsteværelse og badeværelse er stejl. Hun går forsigtigt op, mens hun tænker på dengang, da hun som tiårig var faldet ned og havde brækket en arm. Siden gik hun særlig forsigtigt.

Forårsduften er endnu ikke nået ud i trappegangen. Den mærkelige indelukkede lugt får hende ubevidst til at gyse. Lugten bliver stærkere efterhånden som hun kommer op til reposen i overetagen. Døren til soveværelset står på klem. Den går langsomt og knirkende op, da hun skubber til den. I soveværelset er lugten ikke bare en lugt. Heroppe under taget har den forvandlet sig til stank. Hun holder hånden op for næse og mund. Hvad er det, der lugter så stærkt – så hæsligt? En stank af råddenskab, som hun ikke kan placere. Hun farer hen for at åbne tagvinduet. Da hun kommer rundt om sengen, støder hendes fod på noget, der stikker halvvejs ud under den. En kasse? En kuffert?

Med stort besvær får hun kufferten hevet ud på gulvet. Hun tøver. Stanken kommer helt sikkert fra den. Hjertebanken. Hun kan mærke pulsen, blodet i kroppen, susen for ørene, sveden på panden. 

Få det så overstået, siger hun hårdt til sig selv. Hænderne ryster, da hun forsøger at åbne kufferten. Forgæves, er den låst? Hun prøver igen og bander højt. En negl er knækket. Så kommer hun i tanke om den lille nøgle, der er i nøglebundtet. Hun har troet, at den er til garagen, men måske er den til kufferten. Hun finder nøglerne i frakkelommen. Febrilsk, stønnende – på grænsen til gråd får hun kufferten låst op. Da hun langsomt løfter låget – på forhånd næsten klar over hvad hun vil finde – vælder kvalmen op i halsen og truer med at kvæle hende. Tårerne står hende i øjnene, da hun tumler baglæns ud af soveværelset. Med fare for at snuble, forcerer hun trappen, klamrende sig til gelænderet. Hun flår hoveddøren op. Da hun styrter ud på den lille grusbelagte plads foran huset, råbende, skrigende, hulkende – drejer den gule postbil ind i indkørslen.