Lunde

Huset er solgt med overtagelse pr. 01. juli 2013

Huset er bygget i 1946 og er på ca. 140 kvm. Grunden er på knap 3100 kvm. I forbindelse med købet i 2005 blev skorsten renoveret og brændeovn installeret, ligesom der blev etableret en gangvenlig trappe til loftsetagen (den gamle hønsestige var direkte livsfarlig at færdes på). Efterfølgende har baghuset fået nyt tag og en ny skorsten i forbindelse med etablering af træpillefyr til erstatning for oliefyret. Der er endvidere bygget et kombineret drivhus og brændeskur på ialt 25 kvm.

Haven er lukket med fårehegn og tilsvarende langs alle skel, så SIF (Gammel Dansk Hønsehund) har dermed en virkelig god løbegård med alle muligheder for at holde sig i god form. Den store have (delvis naturgrund) er også til stor fornøjelse for ASKE, der for 4 år siden erstattede EULAH, som lidt under tyve år gammel måtte forlade denne verden.

En stor del af havens beplantninger er forskellige sorter af flettepil. Pilene kan høstes hvert efterår/vinter og tørres så mindst et år, før den er klar til at blive blødt op og anvendt til flet – brændekurve, papirkurve og meget andet.