Piledyrkning


Stiklingerne skal sættes senest på dronningens fødselsdag den 16. april. Stiklingerne fremstilles af de et-årige skud, klippes helst samme dag som de plantes, og vi klipper dem med en længde på mindst 60 cm og en tykkelse på mindst en centimeter (madpakken skal være så stor som mulig frem til det tidspunkt, hvor de første rødder dannes). Hvis der klippes stiklinger før plantedagen, bør de opbevares på køl.

Vi er modstander af at bruge plastic – det ser grimt ud og har en tendens til at gå i stykker, og dermed spredes rundt i haven – så vi sætter stiklingerne direkte i græsset (ukrudtet). Det betyder er hård start på “livet”, men vores erfaring er, at mindst 90% overlever det første år og bliver gode leveringsdygtige planter.

Stiklingerne sættes ca. 40 centimeter i jorden (evt. lidt længere, hvis det er muligt), så derfor en længde på mindst 60 centimeter, når de gøres klar. Husk at vende stiklingerne rigtigt med rodenden i jorden.

Udbyttet det første år er ofte næsten intet – en til to meget korte og tynde flettepil, men allerede andet år vil der være tre til fem anvendelige flettepil pr. plante. Tredie år er udbyttet langt større, ofte med flettepil på op til to meters længde og en tykkelse, der gør dem anvendelige til større brændekurve og lignende.

Billederne i galleriet herunder viser forskellige pilesorters udvikling fra det tidlige forår til klipningen i løbet af efteråret og vinteren. Billederne er taget i løbet af 2010 og JAN – FEB – MAR 2011.