En livshistorie


Eulah – en livshistorie

1. kapitel – hvori vi hører om begyndelsen på en lang historie om et mærkeligt liv.

Nu er jeg gammel, temmelig gammel endda. Det varer nok ikke længe, før jeg går til de evige jagtmarker. Derfor skal du høre den sande historie om mit lange liv.

Egentlig kommer jeg fra udlandet. Det vil sige – jeg er slet ikke dansker, men født i Norge.

Min spidse snude var grunden til, at jeg rejste til dit land. Jeg kom til en familie, hvor der var mange af min slags. Meningen var, at jeg skulle være far til nogle rigtig fine kattekillinger.

Nu ved du så, at jeg er en kat. Faktisk en hankat af meget fin familie. Jeg blev far til de killinger, som mine mennesker havde ønsket sig – og så kunne jeg mærke, at de blev lidt ligeglade med mig. Nu var jeg bare i vejen.

Heldigvis kom der en dag en kvinde forbi. Hun gik og ledte efter sin egen gamle hankat. Hun ledte og kaldte i hele byen uden at finde sin kat. Kvinden stoppede og snakkede med min menneske-mor. Og inden jeg havde nået at tænke to tanker, så var jeg på vej til den bondegård, som kvinden havde sammen med sin mand.

Det var en stor overraskelse. Der lugtede meget anderledes der. Jeg fandt pludselig ud af, at der er mange forskellige slags dyr. Ikke bare andre katte. De dyr, der lugtede mest, var spærret inde i en bygning, hvor de gik i små båse. De kaldes grise – det fandt jeg ret hurtigt ud af.

De har også nogle store, men fredelige dyr, der kaldes får og geder. De larmer – mæææh, siger de, og de spiser kun græs og andre planter. Der går kvinden tit hen for at passe dem. Så går jeg med.

Sammen med mig boede der også en anden kat, der havde to store killinger. De var rigtig søde. Deres mor var mere end glad for, at jeg tog mig lidt af deres opdragelse. Mine nye mennesker havde også tre hunde. To små og en stor så der var altid gang i den i det hus.

Heldigvis er jeg ikke bange for hunde. Og heldigvis var der masser af gemmesteder. De havde en kæmpestor have. Jeg gik tit tur med mine nye mennesker. Især kvinden blev jeg meget glad for. Det var jo også hende, der havde reddet mig fra den anden familie.

Der levede vi så lykkeligt sammen i lang tid. Du ved hvordan det er. Det bliver vinter, med sne og kulde. Så er det dejligt, at ligge foran den varme brændeovn. Så bliver man doven og søvnig. Og maden kommer af sig selv. Den bliver hældt op i skålen af kvinden. Man bliver aet hen af ryggen, og kløet bag ørerne. Hundene har respekt for mig, så jeg lever livet og har det dejligt.

Luften bliver lunere og solen skinner mere. Vi er alle sammen mere ude i den kæmpestore have. Jorden dufter, og planterne gror. Der er det nemt at finde sig en plads i solen.

Fårene får unger – lam kaldes de. De siger de samme lyde, som deres mødre, bare på en tyndere og finere måde. Og så springer de omkring, sådan som kattekillinger også kan finde på. Helt vildt – de har det rigtig sjovt. Det er lige før man kan høre dem grine.

Lammene vokser og er ikke helt så barnlige mere. Det er tit varmt. Der er masser af mus at fange. Jeg er meget tålmodig, når jeg sidder musestille og venter ved et musehul. Jeg kan høre, at ungerne piber dernede under jorden.

Langsomt skifter vejret. Det bliver tidligere mørkt og senere lyst. Træerne skifter farve fra grønt til rødt, orange og gult. Det regner tit, så det er ikke altid sjovt at gå i haven mere. Der er pludselig mange forskellige lyde i luften. Fremmede hunde, der gør længe og højt, mennesker med forskellige nye lugte, der råber, men det værste er de høje lyde, som jeg aldrig har hørt før. Det er svært, at beskrive de lyde, men det lyder som om de flænger himlen. Alle andre dyr bliver også bange og flygter. Fasanerne skriger højt og flyver på deres egen klodsede måde. Mange falder til jorden og rører sig ikke mere. De bliver samlet op af alle de store fremmede hunde.

Harer farer af sted – væk, bare væk fra al den forfærdelige larm og lugt. Rådyr springer for livet, det er tydeligt at se. De vender det hvide ud af øjnene og prøver at gemme sig imellem buske og træer. Det lykkes ikke altid. Hundene har en rigtig god lugtesans, og de jager efter dyrene.

Jeg behøver heldigvis ikke blive jaget rundt af hverken hunde eller mennesker. Jeg behøver bare et træ, så har jeg reddet livet. Jeg klatrer højt op, og så sidder jeg der og kigger på verden under mig.

2. kapitel – hvori vi hører om katastrofen, der skiller Eulah fra hans hjem.

Men en dag skete der noget forfærdeligt. Det ændrede mit liv for altid.

Jeg var på en lille tur i skoven tæt ved haven. Gik bare en fredelig tur og tænkte på ingenting. Pludselig fik jeg færten af noget meget fremmedartet. En frygtelig lugt, som jeg på en eller anden måde blev skrækslagen for. Det slog klik i mit hoved, og jeg sprang af sted. Desværre i en helt forkert retning. En mørk skygge fulgte efter mig. Et dyr, som var fire gange så stort som mig – med en lang busket hale – halsede efter. Jeg løb for livet, men jeg kom ikke hjem til den kendte have. Da jeg endelig standsede forpustet – egentlig er jeg i god form, men jeg havde løbet langt – kunne jeg slet ikke kende stedet, hvor jeg var. Jeg var træt, tørstig og forvirret. Den grimme lugt hang stadig i mine næsebor. Skræmmende, men jeg var heldigvis sluppet af med den stinkende forfølger.

Det var blevet mørkt, og jeg var helt alene – håbede jeg. Nu var jeg ved at blive rigtig bange. Jeg ønskede bare at ligge foran den lune brændeovn, og engang imellem lige rejse mig for at gå ud til madskålen. Hyggeligt og fredeligt og ingen fare.

Mine øjne er gode – også i mørke, men verden var blevet uhyggelig. Jeg sneg mig langs med en grøft. På begge sider gik der nogle kæmpestore dyr, som jeg ikke havde set før. De havde en helt anden lugt end får og svin. De tyggede omhyggeligt og længe, men de så nu egentlig fredelige ud, så jeg listede forsigtigt videre – frem til et sted, hvor der brændte lys. Et hus. I huse bor der mennesker. Mennesker kan være rare. Måske har de mad. Jeg var ved at være meget, meget sulten.

Forsigtigt, forsigtigt nærmer jeg mig huset – man ved jo aldrig – der lurer farer overalt. Man kan ikke vide sig sikker.

En lyd. Jeg stivner – parat til flugt. Hvad er det? Noget snuser ud i luften tæt ved. Åh nej, jeg må væk – det er en anden kat, men stor og uvenlig – det kan jeg mærke. Den hvæser og knurrer. Lad mig komme væk! Jeg orker ikke at slås mod overmagten. Det rasler i buskene. Hjæælp! Den har en makker. Det er en hund!!

Nu tror du sikkert jeg er en tøsedreng, men hvis du havde set de to, så ville du også være flygtet, det er jeg sikker på.

Så var jeg på farten igen. Alene, sulten, frysende. Da var jeg ikke mange sure sild værd. Jeg blev nødt til at finde et sted at hvile mig. Nattens mareridt var næsten for meget.

Jeg fandt et tørt sted med højt græs under en busk. Der lugtede fredeligt, så jeg lagde mig til at sove. Hvis du selv har kat – eller kender nogen der har – så ved du sikkert, at katte kan sove med det ene øje på klem. Det var præcis hvad jeg gjorde. Jeg skulle ikke risikere at blive overrasket af noget fremmed væsen, som ikke ville mig det godt.

Det puslede i græsset – du husker nok, at jeg var meget sulten – så jeg var øjeblikkelig på vagt. Var det en fed mus? Min mave rumlede så højt, at jeg var bange for, at musen kunne høre det. Det lugtede ikke som en mus, men måske var det alligevel mad til en sulten hankat.

Jeg lå helt roligt og stille. Lyden kom nærmere – og nærmere – jeg gjorde mig klar til spring. Alle mine sanser var i højeste alarmberedskab. Min halespids vibrerede en lille smule – og jeg sprang, men ak – det gjorde den anden også, og det var ikke en mus! Det var en stor, grim, grøn skrubtudse – kvæk, kvæk og væk – var den.

Det var ved at blive lyst, og jeg var fortvivlet. Hvordan skulle jeg finde hjem? Hvor skulle jeg finde mad? Hvordan kunne jeg få varme? Hvorfor var jeg faret vild?

Jeg gik og gik igen og kom ud på en vej – du ved – et sted med hård jord, hvor der kører de der mærkelige tingester, der lugter og larmer. Jeg sad forkommen og stirrede ud i luften, da en af dem pludselig holdt stille. En kvinde steg ud, og kaldte med blød stemme – misse, misse, kisse, kisse. Jeg kiggede forbavset, rejste mig op og svarede miaav – det lød ynkeligt, men pyt, det har før givet pote, at lyde lidt mere ynkelig end jeg i virkeligheden var.

3. kapitel – hvori vi hører om at Eulah bliver reddet – i hvert fald for en stund.

Du husker nok, at jeg har rejst fra mit fødehjem til Danmark, så jeg havde naturligvis prøvet at suse af sted i disse mærkelige ting, som mennesker bevæger sig i. Jeg lå helt stille på det bløde forsæde. Kvinden snakkede og nynnede blidt, indtil vi standsede ved et hus. Hun løftede mig op og bar mig ind. I virkeligheden havde jeg fået flere kræfter og mod på livet af at blive fundet, så jeg kunne godt have gået på mine egne fire ben. Men det var jo da meget rart at mærke, at et menneske ville mig det godt.

Kvinden snakkede og pludrede og stillede mig en masse spørgsmål, som jeg naturligvis ikke kunne svare på, men jeg nød hendes selskab – især da hun fandt noget mad frem – jeg tror det var kylling. Så fandt hun et tæppe, som blev lagt tæt ved et af de apparater, der giver varme. For første gang i flere dage, kunne jeg slappe af med maven fuld og varme i kroppen.

Inden jeg fortæller videre om mit begivenhedsrige liv, så skal du høre en lille smule om hvordan jeg ser ud. Jeg er jo som sagt ud af en meget fin familie, men det er ikke det eneste ved mig, der er fint. Jeg har et meget smukt og charmerende hoved med levende gulgrønne øjne, der følger med i alt. Min krop er lang og slank, og jeg står yndefuldt på fire høje, slanke ben med små nydelige poter. Min hale er lang og smidig, og så kommer vi til farven. De fleste vil kalde den grå, men uha, uha – hvor kedeligt. Min fine farve kaldes faktisk blå – og det er jo en hel del finere end den kedelige grå.

Jeg har familie over hele Europa, og mine forfædre og formødre har de mest fantastiske navne. F.eks. hedder min far White Galla´s Blue Fatti og jeg hedder i virkeligheden Seraya´s Eulah, men du må gerne nøjes med at kalde mig Eulah. Men hvordan skal jeg sige det mærkelige navn – tænker du sikkert. Se her – du får lidt hjælp. Mit navn er engelsk. Derfor skal eu ikke udtales som Europa, men som ju – og lah – det giver sig selv. Det skal siges lige som det staves. Altså Jula – sådan siges mit navn.

Nå, men inden det her bliver alt for kedeligt vil jeg gå videre med min spændende fortælling.

4. kapitel – hvori vi hører om lykkelige dage og endnu en katastrofe.

Nu gik der lang, lang tid, hvor jeg boede sammen med den kvinde, der samlede mig op dengang, da jeg var faret vild. Længere henne af vejen boede der en yndig og fin lille hvid hunkat. Hende blev jeg meget glad for. Ofte sad vi i hendes have og nød solens varme stråler. Det summede af insekter og duften af blomster fyldte vore næser. Sammen med hende var jeg meget lykkelig. Hendes mennesker strøg mig gerne over ryggen og bag ørerne, og inden luften blev kølig og regnvåd – mens alt endnu var lykkelige dage – fik min lille veninde fire killinger. De to lignede mig og de andre to lignede hende.

Men en nat skete der igen noget, der kom til at betyde store forandringer i mit liv. Jeg lå og sov i min kurv i gangen, da der pludselig kom en uhyggelig lugt i mine næsebor. Jeg sprang op og krummede ryg. Hårene rejste sig, og min hale blev tre gange så tyk, som den plejer at være.

Der var et uhyre i huset!

Det buldrede og bragede, min menneskeveninde kom stormende ned af trappen. Hun råbte højt. Hun græd og jamrede, da hun lukkede døren op til stuen, og jeg blev aldeles rædselslagen. Tyk, grå luft og en forfærdelig varme. Siden hen har jeg fundet ud af, at det kaldes ild. Det er det samme som i en brændeovn, men her brølede flammerne rundt i stuen og spiste alt.

Hurtigt trak jeg mig baglæns ud i gangen, og da døren gik op med et brag, smuttede jeg ud i den kølige natteluft. Ude på vejen stod naboerne. De råbte og skreg, hylede og græd. Langt borte fra kunne vi høre endnu højere hyl viu-viu-viu. Min veninde tumlede ud til de andre. De tog imod hende, så jeg.

Nu var det nok. Jeg kunne ikke tage mere. Hurtigt gemte jeg mig i en have længere nede af vejen. Det var forfærdeligt. Uhyret havde ødelagt mit hjem. Da det blev morgen listede jeg mig nærmere, men lugten var hæslig. Da jeg fik øje på huset kunne jeg ikke kende det igen. Der var næsten ikke mere af det, og flere steder kom der stadig tyk, grå luft op.

Så var tiden vist inde til at skifte sted. Måske skulle jeg forsøge, at finde mit gamle hjem – du ved – stedet med de tre hunde og den søde kvinde. Jeg havde haft det godt sammen med kvinden og min hvide veninde, men jeg længtes pludselig efter alle mine venner på gården. Det ville også være dejligt, at mærke trygheden i den store have.

5. kapitel – hvori vi hører om sult, men også om venlige og kærlige mennesker.

Så jeg begyndte at gå, væk fra det skrækkelige uhyre. Mit gamle hjem måtte da være et sted, og man finder ikke noget, hvis man ikke leder efter det. Jeg gik og gik i mange dage. Jeg slukkede tørsten i vandpytter, men det var værre med min rumlende mave. Jeg havde ikke ro på mig til at sidde musestille ved et musehul og vente på maden. Jeg havde en sær uro i hele kroppen. Og min mave. Den trængte snart til rigtig mad. Kattemad. Jeg nærmede mig forsigtigt et af de mange huse, der lå tæt sammen. Her var en særlig lugt – af kat. Ja, du kan ikke lugte det, men husk på – min næse er helt særlig. Den kan kende hund fra kat og ven fra fjende. Den har mere end én gang reddet mit liv.

Jeg satte mig på stien ind til huset og forsøgte at se både afslappet og sulten ud. Pludselig gik døren op og et lille menneske kom ud. Det var en hun – det kunne jeg se. Hun så overrasket på mig, vendte sig om og råbte noget ind i huset. Så kom en kvinde til syne. Hun kiggede. Jeg sagde forsigtigt miav. Kvinden og barnet snakkede sammen, kiggede igen og kom nærmere. I mange dage havde jeg måttet undvære kærtegn fra mennesker. Man bliver lidt ensom af at vandre rundt og lede, så jeg strøg kroppen mod deres hænder. Dejligt. Kvinden gik ind i huset og kom tilbage med en tallerken med – ja, du har nok gættet det – mad! Åh, det var godt. Hurtigt guffede jeg det hele i mig, samtidigt med at jeg kiggede mig omkring. Den kat, jeg kunne lugte, kunne jo være lige i nærheden, og måske ville den ikke dele med mig.

Senere fandt jeg flere gode huse med venlige mennesker. Jeg mødte også mange katte. Nogle var venlige, andre var sure over, at jeg gik ind i deres have, så mere en én gang måtte jeg spæne af sted. Andre steder gik jeg langt udenom. Det var de huse, hvor der boede en eller flere hunde.

Sådan gik der rigtig lang tid. Jeg havde lært meget om, hvor jeg kunne bede om mad, og hvor det ikke kunne betale sig. Jeg fik også mange skrammer. En gang måtte jeg halte rundt på tre ben i lang tid. En stor gråstribet hankat var meget utilfreds med, at jeg gik igennem hans have. Den slåskamp tabte jeg. Jeg måtte humpe ynkeligt ud af haven. Så gjorde jeg mig usynlig og slikkede såret på mit ben, indtil jeg igen kunne spurte af sted og springe i sikkerhed.

6. kapitel – hvori vi hører om redningen.

Bladene faldt af træerne, vinden susede koldt rundt om alle hjørner, det blev klamt og mørkt. Der dryssede noget hvidt ned fra himlen. Snart dækkede det hvide alt. Jord, buske, træer, huse – og det var rigtig svært at finde et tørt sted at sove. De gode mennesker, som venligt gav mig mad og kærtegn, tog væk i lang tid. Jeg måtte forsøge at finde mad andre steder. Jeg vandrede søgende og fortvivlet omkring.

Pludselig en dag skete miraklet. En dør åbnede sig, og jeg gik forsigtigt ind. Her lugtede helt vildt af kat, mindst to, så jeg var på vagt, men kvinden snakkede venligt. Åh – her var dejlig varmt. Hun kom med mad og jeg fik et rum, hvor jeg kunne sove trygt – men endnu en gang skete der noget, som for alvor vendte op og ned på mit liv. Kvinden greb en ting, som hun snakkede ned i. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvad det er der sker, når mennesker snakker med en af disse små ting.

Men i hvert fald – kvinden grinede og så rigtig glad ud, og kort tid efter åbnede hun døren og en anden kvinde kom ind. De snakkede – og der skete et eller andet inde i mit hoved. Som om nogen slog kolbøtter derinde. Der var noget her, som jeg kendte. Kvinden rakte hånden ud. Jeg snusede, hun strøg mig under hagen. Det var, som om jeg havde kendt hende altid. Hendes blide stemme, og hendes kærtegn. Den særlige måde, som hun tog om mit hoved på. Den specielle lugt, som kun hun havde.

Jeg var forvirret, nervøs, glad og bange på én gang – tingene kørte rundt i mit hoved. Var det virkelig hende?

Behøver jeg at fortælle, at jeg endelig, endelig kom tilbage til mit gamle hjem med de tre hunde, den store have, grise, får og geder. Nej vel, du har gættet det.

Du synes sikkert, at det er mærkeligt, at det ikke var mig, der selv fandt hjem, men at det var kvinden, der fandt mig. Det er en lang historie om hvordan mennesker kender hinanden, snakker sammen og længes efter en smuk kat, der er blevet væk. Kvinden havde aldrig glemt mig. Hun blev ved med at lede, og sådan er det. Leder man længe nok efter noget man savner – så får man det – måske.

Nu er det mange år siden jeg var på eventyr ude i den store verden. Min krop er blevet lidt større, og jeg er blevet meget klogere. Jeg har skiftet sted flere gange, men hver gang sammen med min menneskeveninde. For snart lang tid siden fik jeg to nye venner, og endnu en gang skiftede vi sted. Kvinden havde nemlig mødt en mand, som hun var meget, meget glad for. Det kunne man tydeligt se. Deres glæde smittede af på mig, og på et tidspunkt forærede de mig en stor gave. Godt nok havde jeg i begyndelsen slet ikke regnet med, at det ville være en gave.

En dag løftede kvinden mig op i armene, og manden kom ind i huset bærende på et levende væsen. Måske tror du nu, at det var en ny kat, men nej, så tager du fejl. Det var nemlig en unge af en hund. Den var da også meget sød, men det er jo sådan med små hunde, at for at man kan få en rigtig ven ud af det, så er man nødt til at være en smule barsk. Engang imellem måtte jeg ligefrem slå den over snuden og hvæse lidt – så kunne den lære det.

Nu er vi de bedste venner. Vi går tur sammen i haven. Hunden er blevet meget større end mig, men tag ikke fejl. Det er stadig mig der bestemmer. Jeg er jo blevet meget gammel, og det varer nok ikke længe før jeg går til de evige jagtmarker, hvor der er mad og varme nok. Indtil det sker, vil jeg ligge i varmen foran brændeovnen, gå tur i haven med min bedste ven og nyde livet sammen med mine mennesker.

Karen Møller Grothe

December 2009